Tommy Søndergaard fejrer 50-års jubilæum
Projekt
– En branche i udvikling og en virksomhed bygget på relationer
I år fejrer Tommy Søndergaard, tidligere direktør i nedrivningsfirmaet Søndergaard, sit halvtredsårs tyvende jubilæum. Selvom han har overdraget ansvaret for firmaet til sin søn, Mads Søndergaard, er Tommy stadig en del af Søndergaard-holdet, hvor han trofast passer sin plads i tilbudsafdelingen. Tommy tænker tilbage på en tid i en virksomhed opbygget gennem gode relationer – og en branche, der er i rivende udvikling.
Tommys vej ind i nedrivningsbranchen var rimelig direkte. Da hans far og onkel drev et mindre nedrivningsforetagende, fik Tommy arbejde på nedrivningspladsen, hvor han rensede tagplader og træ for skruer. Alt kunne genbruges.
Senere hen tog han en uddannelse som snedker og var soldat.
Tommy kunne dog ikke slippe nedrivningsbranchen, som både var et familieforetagende og som for ham udgjorde en verden af muligheder.
Det bedste ved nedrivningsbranchen var for Tommy den frihed, den gav – og de udfordringer, den bød på.
Ikke to dage var ens. Man udførte varieret arbejde og hver dag bød på nye spændende udfordringer.
Tommy mindes med glæde de mange spændende projekter, han har været inde over. Da Mads Søndergaard endnu var en lille pode, kravlede Tommy rundt på Grønland og fjernede kæmpestore hangarer på størrelse med 6 fodboldbaner. Han har haft tonsvis af projekter og kan ikke fremhæve særligt spændende opgaver. Alle opgaver er nemlig spændende, hvis man engagerer sig i dem, mener Tommy.
Og når han med nostalgiske øjne kigger tilbage, mindes Tommy de gamle dage med glæde.
- ”Der havde vi hverken stillads eller noget. Vi gik jo bare oppe på murværket og rev ned. Det var – jeg vil ikke sige, det var spændende – men det var en udfordring hver dag. Ikke at komme til skade,” mindes Tommy.
Først senere hen kom der rådgivere og konstruktører på projekterne og flere regler. Det er udviklingen, og det er jo også godt nok, mener Tommy.
En branche, der bliver mere værdsat og rummer nye muligheder
Nedrivningsbranchen, mener Tommy, har ikke været et specielt værdsat felt. En holdning, der dog ændrer sig gradvist som følge af øget fokus på miljøfarlige stoffer og grøn omstilling.
Det store fokus på asbest og andre miljøfarlige stoffer, har været med til at sætte nedrivning på dagsordenen. Anerkendelsen af den viden og de forholdsregler, der bør tages ift. miljøfarlige stoffer i en nedrivning, har sat branchen i respekt og den værdsættes nu i højere grad.
Derudover ser Tommy det store fokus på genbrug og en mere cirkulær tilgang til nedrivning som en god mulighed for spændende projekter. At tænke cirkulært er ikke en ”ny” ting i nedrivning. I de gamle dage mindes Tommy, hvordan man genbrugte stort set alting. Indskudspladder, gulvbrædder, døre og toiletter blev genanvendt. I 90’erne ændrede tingene sig dog – måske i takt med mere velstand – og kulturen med smid-ud-og-køb-nyt tog i højere grad over.
Men nu er tingene heldigvis vendt igen i takt med den grønne omstilling i byggebranchen – og indenfor nedrivning er der plads til gode idéer og udvikling. Hvis materialerne ikke kan anvendes igen til det oprindelige formål, kan de måske nyttiggøres til noget andet. Derfor mener Tommy, at branchen er et spændende sted for nye idéer, kreativ udfoldelse for nye muligheder.
Gode relationer er fundamentet for Søndergaards forretning.
For Tommy er det, der fylder allermest, de gode relationer.
Når man laver en aftale, holder man den.
- ”Det vigtigste for mig er, at når man laver en aftale – om det er en kunde eller en medarbejder – så overholder man den. Man behøver ikke skrive det ned, man giver et håndslag, og siger, så er det det, vi gør,” forklarer Tommy.
Hvis tingene så ændrer sig, når man går i gang med projektet, så tager man en snak om tingene og finder ud af det. Det grundlæggende skal aftales.
Det er vigtigt for Tommy.
Det er også det, der gør, at han nu, når han møder folk, han har arbejdet sammen med for 20 år siden, kan sige ”hej med dig” og huske hinanden for det gode. Det gælder både de kunder, han har lavet forretninger med og de folk, han har haft ansat. Man har respekteret hinanden.
For Tommy er nedrivning blevet et livsprojekt. De mange gode relationer, han har opbygget gennem sin karriere, har vist sig at være grundlaget for Søndergaard og virksomhedens DNA. En værdi, der spreder sig gennem virksomheden og ud på den enkelte byggeplads.
Gode relationer er således fundamentet for Søndergaards forretning.