Det andet “hjem”
Hos os prioriterer vi de personlige kompetencer mindst lige så højt som de faglige. Vi er overbeviste om, at holdet fungerer bedst, når de rigtige mennesker sættes sammen, og så vægter vi det gode humør, smil og arbejdsglæde højt.
Glade medarbejdere er effektive i arbejdstiden, og en hel del af vores medarbejdere har været her i mange år. Det vidner om tilfredshed, og vi sørger for at være en arbejdsplads, hvor der også er tid til socialt samvær og gode grin. Det skal være sjovt at gå på arbejde!
Kulturen er båret og drevet af familien Søndergaard, der grundlagde virksomheden tilbage i slutningen af 1950’erne. Familien ejer og driver fortsat Søndergaard A/S, der nu er en af Danmarks største nedrivningsvirksomheder. Læs historien om Søndergaard her.
Ansættelsesprocedure
Vi vil gerne sikre os, at nye medarbejdere føler sig taget godt imod, og at de har en god forståelse for vores virksomhed. Alle medarbejdere, uden undtagelse, skal derfor igennem vores ansættelsesprocedure, så vi sikrer, at begge parters forventninger indfries. Selve ansættelsesforløbet indebærer:
- Telefonisk kontakt til ansøgere
- Møde med ansøgere, hvor en tjekliste danner baggrund for samtalen med henblik på at afdække kompetencer nærmere
- KMA-samtale i vores hovedkontor, hvor KMA-kørekort (byggepladssikkerhed) gennemføres og skal bestås for, at ansættelse kan komme på tale
- Gennemgang af grundlæggende retningslinjer, jf. vores velkomstfolder og/eller funktionærguide
- Underskrivning af kontrakt
- Udlevering af arbejdstøj og udstyr
Funktionærer vil herefter gennemføre et længere introduktionsforløb, hvor der undervises i vores IT-systemer og ledelsessystem. Timelønnede vil umiddelbart efter ansættelsesprocedure starte op ude på byggepladen under ledelse af kompetente kollegaer, sjakbajser og formænd. For begge medarbejdergrupper vil der løbende blive tilbudt efteruddannelse i henhold til vores certificerede ledelsessystem og vores kompetenceskema.
Efteruddannelse for funktionærer vil typisk være lederuddannelse, entrepriseret samt interne kurser i efterlevelse af vores politikker, strategier, Code of Conduct og ledelsessystem.
Efteruddannelse af timelønnede vil typisk være asbestuddannelse, truckcertifikat, certifikat for arbejde med varmt arbejde og lignende. For sjakbajser og formænd vil der tillige være egne online og interne kurser i ledelse af mandskab, efterlevelse af Arbejdsmiljøloven og relevante procedurer i vores ledelsessystem. Medarbejdere med potentiale vil også blive tilbudt Nedriveruddannelsen.
Sammenhold og fællesskab
Som ansat i Søndergaard er du en del af holdet! Vi kan lide at være sammen på arbejdet, styrke vores værdier og bruge hinandens kompetencer til at udføre vores arbejde bedst muligt. For vi vil være de bedste.
Samtidig vil vi skabe den bedste arbejdsplads, hvor vi både nyder at være sammen på jobbet – men også i fritiden. Derfor sørger personaleforeningen for at arrangere sociale arrangementer og aktiviteter, hvor vi kan opleve ting og hygge sammen. Gokart, fisketur på kutter, Nordic Race, Frederikssund stafetten, bowling og petanque bar er bare nogle af de ting, vi har lavet sammen. Derudover holder vi selvfølgelig sommerfest og julefrokost, samt sommetider en spontan påskefrokost.
Hos Søndergaard går vi også op i at fejre hinanden og markere særlige mærkedage . Til jubilæer og fødselsdage pynter vi gerne op og nyder en grillpølse og et stykke kage.
Se billeder fra nogle af vores sociale arrangementer.
Hvad siger medarbejderne?
Entreprisechef, Kasper Sørensen – “Man skal være ydmyg. Vi er ikke typerne, der drikker champagne og spiser østers. Vi er meget nede på jorden, så det skal man også være for at arbejde her”.
KMA-chef, Knud Magnussen – “Jeg har arbejdet som sikkerhedskoordinator på såvel Storebælt tunnel- og broprojektet, Københavns Metro og hos en af landets største entreprenørvirksomheder. Alle steder var der en følelse af konstant at blive kikket over skuldrene. Her er der en helt anden følelse af frihed, og det kører jeg gerne 1.000 km om ugen for“.
Administrationsmedarbejder, Camilla Braun – “Søde, dejlige kolleger og rigtig rare arbejdsomgivelser. Jeg har nogle interessante og spændende arbejdsopgaver og nyder en stor grad af frihed til at planlægge og tilrettelægge mine opgaver på den måde, som jeg synes fungerer bedst – det er jeg særligt glad for“.
Nedriver, Henrik Skovgaard – “Jeg har tidligere arbejdet med rengøring og været vikaransat indenfor murerfaget, men faldt for arbejdet i Søndergaard, fordi det er så dejligt afvekslende. Det er spændende og sjovt, at dagene er så meget anderledes end hos øvrige faggrupper“.
Kvalitet, troværdighed, fleksibilitet og samarbejde
– er de fire hjørnesten, som familien Søndergaard har bygget virksomheden på, og som stadig præger såvel medarbejdere som måden, vi arbejder på. Her kan du se en film på 6 minutter, som fortæller om vores værdier: